Amaury Beaufort

 Tonnerre, Bourgogne, Frankrig

 

Som søn af en pioner indenfor økologisk & biodynamisk vindyrkning, har Amaury haft en enestående mulighed for, at lære at lave vin efter de mest naturlige forskrifter.

Les Larmes de Divona er navnet på den første vin frigivet fra vinhuset, som kommer fra den lille kommune Tonnerre.

Området er Bourgogne og ikke Champagne som han ellers kender så godt. Her har han slået sig ned i den lille by Molosmes, som ligger i appellationen Bourgogne Tonnerre som ligger cirka 10km nordøst fra Chablis.

 

Med henblik på at videreføre familiens Champagne hus, tog Amaury uddannelsen som ønolog fra universitet i Montpellier. I dag arbejder han begge steder, da han stadigvæk har meget at lære fra faderen Jacques.

En af grundene til at han begyndte på sit eget projekt, var at han havde fået sine egne ideer igennem sit studie samt erfaringerne fra faderen. De skulle nu ud i praksis, og da pengene var små var der ikke råd til vinmarker i Chablis, Champagne eller et andet velrenommeret område.. Derfor blev det Tonnerre som rent faktisk har samme jordbund som nabo appellationen Chablis. Det fornemmes også tydeligt igennem vinens kalkholdige karakter i smagen, samt den skarpe sitrende syre som leder tankerne hen på det mere kendte nabo-område.

 

Hvidvinen er kompakt, koncentreret og sætter spørgsmålstegn ved Chablis som den mest interessante hvidvin fra det nordlige Bourgogne!  Giv gerne Les Larmes de Divona en tur på en karaffel…

Amaury laver også en rødvin, som til at starte med er i en yderst begrænset produktion! Sølle 550fl er blev det til i første årgang (2007). Som de hvide er det ranke og mineralske vine, men de vinder med tid både krop og sødme.

Amaury laver i øjeblikket kun disse to vine, men med tiden er det planlagt, at lave flere vine, blandt andet har han fået fingre i et parcel i selve Chablis appellationen.
  

Der bliver arbejdet så lidt som muligt med vinene i kælderen. Fremgangsmåden er stort set den samme for de hvide og røde vine. Når druerne først er presset og mosten gæret færdig bliver den omstikket til 5- 7  år gamle fade, hvor den ligger i 18 måneder inden aftapning. Ingen manipulering eller tilsætning af nogen art, heller ikke svovl!

 

Da området ligger så nordligt i Bourgogne, kun 10km fra grænsen til Champagne, kan det ikke undgås at vejret ind imellem driller. For eksempel betød det at 2008 årgangen næsten forsvandt på grund af forårsfrost og haglvejr inden høsten. Der måtte derfor sorteres kraftigt i vinmarken, og 2008 årgangen blev høstet med et udbytte på ca. 2hl/hektar!

 

Forsiden Producenterne Nyheder Arrangementer Tilbud
Krone Vin Det kan vi også Sortiment Kontakt Links